Kontorchef til Styrelsen for Patientklager
Konsulenthuset ballisager
Kontorchef til Styrelsen for Patientklager
Konsulenthuset ballisager

Kontorchef med juridisk tyngde og blik for mennesker søges til Styrelsen for Patientklager

Fra komplekse klagesager til klare afgørelser – hos Styrelsen for Patientklager søger vi en strategisk og engageret leder til at skabe retning og udvikling. Og som motiveres af at lede et fagligt stærkt team og bidrage til et enkelt og effektivt klagesystem- og erstatningssystem.

Hos os bliver du hørt
Styrelsen for Patientklager sikrer en uvildig behandling af klage- og ankesager relateret til det danske sundhedsvæsen. Vi er hverken patienternes eller sundhedsvæsenets forlængede arm. Vi vurderer alene en sag ud fra loven, sagsmaterialet og den sundhedsfaglige vurdering, som vi indhenter fra erfarne sagkyndige. Vi ser det som vores fornemste opgave at sikre retssikkerheden for både patienter og sundhedspersoner, der er involverede i klagesager. Vi har som uvildig styrelse et ansvar for at bygge bro og genskabe tilliden til sundhedsvæsenet i sager, hvor patienter eller pårørende oplever, at noget er gået skævt. Som Kontorchef bliver du leder for et kontor med 40 ansatte sekunderet af en dygtig vicekontorchef.

Vi ønsker bl.a. din hjælp til følgende opgaver:

  • Ledelse og strategisk udvikling: Du har det overordnede ansvar for den daglige ledelse af kontoret og sikrer en effektiv opgaveløsning med høj faglig kvalitet. Du sætter retning for kontorets arbejde og bidrager aktivt til implementeringen af styrelsens samlede strategi. Som medlem af chefgruppen har du ansvar for budget, ressourcestyring og prioritering – og du omsætter styrelsens mål til konkrete resultater og organisatorisk udvikling.

  • Faglig styring og myndighedsopgaver: Du har ansvar for behandling af erstatningsankesager og sekretariatsbetjening af ankenævn. I tæt samspil med dine kollegaer sikrer du, at sagsbehandlingen lever op til gældende lovgivning og understøtter både retssikkerhed og patientsikkerhed. Du bidrager til udvikling af arbejdsgange, kvalitetssikring og ensartet praksis i kontorets myndighedsopgaver.

  • Samarbejde og organisation: Du leder et fagligt stærkt team og skaber gode rammer for trivsel, engagement og udvikling. Du er synlig og tilgængelig, og fungerer gerne som sparringspartner for dine medarbejdere – og at samle disse om fælles mål og retning. Du arbejder for en kultur præget af medledelse, ejerskab og gensidig respekt, og bidrager aktivt til samarbejdet på tværs af styrelsen.

I rollen som Kontorchef er det vigtigt, at du har forståelse for, at vi er takstfinansieret og dermed afhængige af at være effektive i vores processer, alt imens vi bevarer kvaliteten i vores afgørelser.

Fagligt funderet og fælles fodslag
På kontoret bliver du en del af et fagligt miljø, hvor vi målrettet arbejder med komplekse myndighedsopgaver, og prioriterer samarbejde, sparring og fælles fodslag højt. Mange af dine kommende kollegaer har været her længe, og er vokset fagligt op i styrelsen, hvilket skaber en høj grad af ansvarsfølelse og ejerskab.

Hos Styrelsen for Patientklager tror vi på, at tillidsbaseret ledelse og et stærkt kollegialt fællesskab går hånd i hånd, og vi lægger derfor vægt på en kultur, hvor man kan komme til sin leder, få støtte og dele faglige refleksioner og betragtninger. Her er der plads til både faglighed og personlighed, og vi arbejder løbende på at styrke trivsel, tillid og tydelighed i hverdagen.

Kompetencer, der skaber retning
Vi forestiller os, at du har en juridisk baggrund – f.eks. som cand.jur. eller advokat – og flere års solid erfaring med erstatningssager. Du bringer naturligt din velfunderede faglighed i spil, både i sagsbehandlingen og som fagligt fyrtårn for dine medarbejdere. Derudover trives du i dialogen med eksterne aktører – som patientorganisationer, advokater, regioner og faglige fora – og har lyst til at være en aktiv og synlig del af både den faglige og organisatoriske udvikling.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med at lede forandringsprocesser, da vi er en organisation, hvor udefrakommende faktorer ofte medfører forandringer. Vi håber derfor at høre fra dig, der har en tillidsvækkende, reflekteret og tydelig ledelsesstil, så du bedst muligt kan støtte og motivere dit kontor gennem forandringer og skabe klare linjer. Vi forventer derfor også, at du kommer med min. 3-5 års ledelseserfaring.

Du vil trives bedst i rollen, hvis du har et forretningsorienteret blik og arbejder strategisk, samtidig med at du har styr på tal og sager og blik for pipeline, mål og effektiv ressourceanvendelse. Det er et stort plus, hvis du har kendskab til takstfinansierede områder og kan balancere effektivitet med høj kvalitet i afgørelserne.

Ansættelsen sker i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1 (lønramme 37). Ansættelse sker i et 5-årigt åremål.

Vær med til at sætte mennesket først
Vi modtager ikke ansøgninger, men derimod et motiveret CV, hvor du beskriver din motivation for at søge stillingen. Det motiverede CV uploader du via linket her på siden.

Vi får hjælp af Konsulenthuset ballisager til at håndtere rekrutteringsprocessen. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Tomas Ballisager på tlf. 30 63 19 57 eller mail tb@ballisager.com.

Vi glæder os til at høre fra dig.

 

Work-life balance
Godt socialt miljø
Støtter diversitet