Havnechef til Rømø Havn
Konsulenthuset ballisager
Havnechef til Rømø Havn
Konsulenthuset ballisager

Forretnings- og kundeorienteret havnechef til Rømø Havn


Trives du i en rolle, hvor forretningsudvikling, kundekontakt og det gode lederskab er kernen i hverdagen? Og er du typen, der værdsætter dansk natur med fænomener som sort sol? Så kan du se frem til din nye arbejdsplads i Nationalpark Vadehavet. 


Hos Rømø Havn søger vi dig, der som vores nye havnechef, har lyst til at stå i spidsen for en organisation i udvikling og vækst. Du bliver daglig leder for 4 faste medarbejdere samt nogle af vores tilkaldevagter. Sammen sørger I for virksomhedens drift, mens du har et særligt fokus på udvikling og kommercielle forretningsmuligheder.  


En leder med arbejdshandsker og politisk tæft
Som en del af teamet på Rømø Havn finder du hurtigt ud af, at vi som virksomhed ligner mange andre – og så alligevel ikke. Vores organisatoriske set-up minder om det, du vil finde på de fleste danske arbejdspladser – vi har drømme, visioner og strategier, og vi arbejder mod det fælles mål at løfte og drive Rømø Havn til nye højder. Rømø Havn er en kommunal selvstyre-havn, der ledes af en professionel bestyrelse. 


For at være lidt mere konkret, bliver du bl.a. ansvarlig for: 

  • Kundekontakt inkl. salg, udvikling og markedsføring af havnens ydelser. 
  • Ledelse af medarbejdere som er vant til en selvstændig hverdag.
  • At repræsentere havnen i forskellige politiske og erhvervsorienterede fora.
  • Sikring af den daglige drift af havnen, hvor du også selv griber arbejdshandskerne, når der er brug for det.
  • Præsentation af regnskabet til bestyrelsen samt deltagelse på bestyrelsesmøder.


I rollen som havnechef har du forskellige berøringsflader med de mange samarbejdspartnere. Selvom vi blot udgør en lille del af Danmark, så arbejder vi internationalt. Derfor er det nødvendigt, at du behersker dansk og engelsk i både skrift og tale. Erfaring med tysk er desuden en fordel, men ikke et krav. 


Vær med når vi sætter sejl 
Uden at vi kan løfte sløret helt endnu, kan vi godt røbe, at vi har søsat flere projekter, der skal være med til at videreudvikle vores havneområde. Med din erfaring fra forretningsudvikling, er vi sikre på, at vi kan komme godt i mål. Vi har allerede gode dialoger i gang, men vi drømmer også om at høre fra dig, der er vant til at bruge dit netværk og formidle de gode historier - også gerne i større grupper. 

Sagt helt kort; du får rig mulighed for at forme stillingen samtidig med, at du får indflydelse på, hvad Rømø Havn skal være kendt for i fremtiden. 


Det faglige fyrtårn på fastlandet 
Din baggrund kan se ud på forskellige måder. Du har indgående kendskab til arbejdet med kommercielle kontrakter, direkte salg og kundekontakt på alle niveauer og gerne suppleret med en teknisk baggrund. Med dit gode blik for forretningsudvikling på både strategisk og taktisk niveau, ved du, hvordan du driver virksomhedsskibet fremad. Du har erfaring i strategiske samarbejder mellem flere parter i større projektarbejder, eventuelt som projektleder. 

Måske har du allerede erfaring fra det maritime miljø, eller du er klar til at få det, da Rømø Havn er en attraktiv samarbejdspartner for bl.a. offshore vindenergi-industrien. 

Hvis du er typen, der uden at blinke kommer med indstillingen ‘en aftale er en aftale’ og som også selv bukker dig ned for at samle et tabt stykke papir op fra gulvet, så kunne vi være et godt match for hinanden. Vi har en uformel omgangstone, men dog en professionel tilgang til tingene. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og det skal kunne ses, at vi har været der og fået noget fra hånden. 


Vi har kastet linen, nu skal du bare bide på 
Har vi lige beskrevet dit næste kapitel i arbejdslivet? Så vil vi glæde os til at modtage dit motiverede CV. Vi bruger ikke ansøgninger i vores processer, men vil selvfølgelig gerne vide, hvad der motiverer dig til at søge stillingen. Skriv derfor din motivation direkte ind i dit CV. Du kan se, hvad det indebærer her

Ansøgningsfristen er 14/11-2024. Vi holder samtaler løbende, så vi anbefaler dig at søge stillingen hurtigst muligt.

Konsulenthuset ballisager deltager i ansættelsesprocessen, så hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Seniorkonsulent Peter Nibe Hansen på tlf. 81 75 66 03 eller mail pnh@ballisager.com. 

Vi glæder os til at høre fra dig.  


Om Rømø Havn 
Rømø Havn er en af Danmarks mellemstore havne og en havn i udvikling. Rejefiskeri og færgefart mellem Sild og Rømø har i mange år været de primære aktiviteter. Der er foretaget store investeringer i nye faciliteter, som gør Rømø Havn til en attraktiv samarbejdspartner for offshore aktiviteter i Nordsøen og for godstransport. Havnens geografiske position gør den til et oplagt valg for vindmølleparkerne i Nordsøen. Rømø Havn er miljøcertificeret og arbejder med respekt for miljøet.                             

Internationalt miljø
Godt socialt miljø
Work-life balance