Cloud Solution Specialist
Konsulenthuset ballisager
Godt socialt miljø

Cloud Solution Specialist med fokus på Microsoft cloud-løsninger og infrastruktur

Vil du være en del af et backend-IT-team og en topprofessionel IT- og software virksomhed med fokus på IT-drift, -sikkerhed og digitalisering af virksomheder? Er du en holdspiller? Kan du levere kvalitetsløsninger og dermed bidrage til at positionere ITSecurity som den foretrukne IT- og digitaliseringspartner? Så kan du meget vel være vores nye Cloud Solution Specialist. 

Vi er en virksomhed med et stærkt kundeorienteret mindset, og vi tilbyder lige nu en spændende og udfordrende mulighed. Som vores nye Cloud Solution Specialist vil du få en hverdag, hvor du arbejder målrettet med drift og implementering af Microsoft-løsninger, herunder IT-infrastruktur, samt cloudløsninger og -systemer.

Fokus på IT-sikkerhed, kvalitet og velfungerende processer med kunden i centrum 
Som Cloud Solution Specialist i IT-driftsafdelingen er du med til at levere professionelle løsninger, ligesom du har stor mulighed for at sætte dit eget præg på videreudvikling af processer og løsninger. Du skal sammen med dit team bidrage til en velfungerende og kundeorienteret afdeling, der med stolthed leverer god service til kunderne. Herudover er der fokus på at overholde den nødvendige kvalitetskontrol og struktur i processerne i henhold til ISAE 3402 revisionserklæring (ISO 27001) med henblik på løbende forbedring af IT- og cybersikkerheden. 

Kundeorientering, service og opfølgning skal være naturligt for dig 
Du sikrer kundevenlig og kompetent IT- og clouddrift af vores kunders løsninger, og sørger for at overholde virksomhedens IT-politik jf. ISAE 3402 standarden samt strategiske målsætninger og implementering af tekniske løsninger, der er med til at understøtte dette.  

Du skal drive IT-infrastruktur og cloud-løsninger, og vi håber, du vil bringe alle dine talenter i spil, når du:

  • Yder 2-level drift, support og rådgivning 
  • Sikrer drift og overvågning af servere og netværk  
  • Installerer og vedligeholder MS servere (har du erfaring med Microsoft Azure kan du få et plus i bogen) 
  • Sikrer implementeringer, opgraderinger samt migreringer til Microsoft 365
  • Operationelt arbejde, både selvstændigt og i teams, på IT-projekter, hvor du både vil være teknisk projektleder, og arbejde med dedikerede projektledere 
  • Analyserer, designer, implementerer, dokumenterer og problemløser kundeløsninger

Og hvem er du så? 
Som vores nye Cloud Solution Specialist, kan du nikke genkendende til flere af nedenstående punkter:

  • Du har en solid teknisk baggrund og stærke analytiske evner 
  • Flere års erfaring og en teknisk indsigt, der gør, at du kan overskue og udfordre løsningerne 
  • Et eminent overblik – selv i pressede situationer – som gør, at du kan fastholde fokus og følge opgaverne til dørs
  • Selvstændig, proaktiv og særdeles kundeorienteret tilgang, med en naturlig lyst til at skabe den unikke kundeoplevelse – hver gang 
  • Du er ærlig, troværdig og kan samarbejde på alle niveauer i organisationen og du har en stor teamplayer-ånd 
  • Kommunikationen falder dig ganske naturligt – både i teamet og med kunden 
  • Måske du har en uddannelse som datatekniker, datamatiker eller tilsvarende
  • Du har gerne erfaring med og interesse i IT- og Cybersikkerhed, MS Remote Desktop Services og Microsoft 365

Hvad tilbyder vi – udover verdens bedste kolleger?  
Vi tilbyder en løn, som er konkurrencedygtig og tilpasset de kompetencer og den erfaring, du kommer med. Oven i hatten er en pensionsordning, sundhedsforsikring og en fantastisk kantineordning, samt en masse spændende faglige og sociale arrangementer. Vi kan godt lide venskabelige dyster, og vi udfordrer derfor hinanden i alt lige fra Paddle Tennis til Go-kart løb. Når ikke vi dyster, sætter vi pris på et godt LAN-party, god mad og faglige indspark fx fra en Microsoft Specialist, som vi flyver ind til lejligheden. Vi kan lide at være sammen, og vi elsker at udvikle os sammen. På det mere praktiske plan, får du (selvfølgelig) din egen PC, mobiltelefon, mulighed for fleksible hjemmearbejdsdage, arbejdstøj og mm.

Vi gør meget ud af at tilbyde gode muligheder for efteruddannelse inden for relevante Microsoft teknologier, så du kan få relevante Microsoft-certificeringer, som matcher dine ønsker og understøtter virksomhedens forretningsområder og retning.

Din succes er vores succes
Noget helt særligt ved os er, at vores værdier er gennemgribende i alt, hvad vi gør. Det kommer for eksempel til udtryk i den måde, vi arbejder sammen på og den måde, vi løser kundernes behov hver dag.  

Vores værdier er “Tillid & Nærvær”, “Ansvar & Ejerskab”, “Teamet over Individet” – og de er årsagen til at vi lykkes sammen. I hverdagen kommer værdierne konkret til udtryk ved, at vi interesserer os for hinanden og vil hinanden det bedste. Vi fejrer vores succeser (med masser af kage) og hylder hinanden ved at uddele “månedens trolde” til kolleger, der har gjort det særligt godt i teamet – vi har for eksempel en humørtrold, der bliver givet til en, som tager ansvar for, at vi alle føler os godt tilpas.  

Kan du se dig selv som en del af vores team og brænder du for at levere de bedste IT-løsninger?
Så vil vi rigtig gerne høre fra dig. Du er meget velkommen til at ringe til seniorkonsulent Christian Thrane fra Konsulenthuset Ballisager, der hjælper os med rekrutteringsprocessen. Du kan fange ham på 22 78 39 11. Vi har travlt, så vi vil gerne besætte stillingen snarest muligt. Vi behandler derfor ansøgninger løbende. Så tøv ikke med at søge jobbet eller ringe til Christian.  

Vi glæder os til at møde dig.   

Læs mere om os på www.itsecurity.dk samt på Facebook og LinkedIn.